

I mange garderober foregår flere aktiviteter samtidig. Nogle børn er på vej ud. Andre er lige kommet ind. Nogle leder efter deres støvler, mens andre forsøger at få regnbukserne på. Når mange børn samles omkring de samme områder, kan det skabe trængsel og ventetid.
Her kan en tydelig opdeling af rummet gøre en forskel. Når der bliver skabt mere overblik over, hvor forskellige aktiviteter foregår, får børnene lettere ved at fokusere på deres egen opgave. Samtidig bliver det nemmere at bevæge sig gennem garderoben uden at stå i vejen for hinanden.
Små ændringer i indretningen kan derfor have stor betydning for både børn og voksne i hverdagen.
De fleste pædagoger kender dilemmaet. Når en hel gruppe børn skal ud på legepladsen, går det ofte hurtigere at klare lynlåsen eller trække flyverdragten på for barnet. Men hvis den hjælp altid kommer med det samme, forsvinder også en vigtig mulighed for at øve sig.
Det betyder ikke, at børn skal overlades til sig selv. Tværtimod handler god støtte ofte om at hjælpe barnet videre uden at tage opgaven fra det. Nogle gange er det nok at vise næste skridt, holde flyverdragten eller pege på lynlåsen. På den måde får barnet stadig oplevelsen af selv at være en del af løsningen.

Tilbage i garderoben har Emil fået styr på både flyverdragt og vanter. Det tog lidt længere tid, end hvis en voksen havde gjort det for ham. Til gengæld går han ud ad døren med en erfaring, han kan tage med sig videre: At han klarede det selv.
Den slags øjeblikke kan være lette at overse i en travl hverdag. Men netop her ligger noget af garderobens særlige værdi. Ikke i overtøjet, støvlerne eller vanterne, men i de mange små situationer, hvor børn får mulighed for at øve sig, lykkes og opdage, at de kan mere, end de troede.
I mange daginstitutioner er garderoben et af de steder, hvor børn får flest muligheder for at træne selvhjulpenhed i løbet af en almindelig dag. Det er erfaringer, der ofte begynder med tre enkle ord: "Jeg kan selv."

