Et emne, der fylder i dagtilbudsområdet, er forholdet mellem fri leg og voksnes rolle i legen. Der er bred enighed om, at børn har brug for fri leg. Men der er samtidig stigende opmærksomhed på, at fri leg ikke nødvendigvis betyder fri adgang til leg.
Nogle børn har brug for støtte til at komme ind i fællesskaberne. Andre har brug for hjælp til at fastholde relationer, håndtere konflikter eller udvikle deres legekompetencer.
Forskere peger på, at voksne ofte engagerer sig mindre i børns leg på legepladsen end indendørs. Dermed risikerer værdifulde muligheder for samspil og deltagelse at gå tabt. Det betyder ikke, at voksne skal styre alle aktiviteter. Men det betyder, at de voksne skal være til stede som opmærksomme deltagere, der observerer, understøtter og hjælper børn ind i de fællesskaber, hvor de kan trives og udvikle sig.
En velindrettet legeplads sender signaler. Ikke gennem skilte eller regler, men gennem sine miljøer.
En tom plads giver mange muligheder. Men den fortæller ikke nødvendigvis børnene, hvad de kan gøre der. Et område, der tydeligt signalerer rolleleg, undersøgelse, bevægelse eller samarbejde, kan derimod gøre det lettere for børn at tage initiativ, finde sammen og udvikle legen. Jo tydeligere de enkelte områder kommunikerer deres muligheder, desto lettere bliver det for børn at komme i gang med leg.
Forskning fra UCL om sciencepraksisser og legekvaliteter i dagtilbud peger på betydningen af fysiske legemiljøer, der understøtter undersøgende aktiviteter, nysgerrighed og forskellige former for leg. Ikke for at styre børnenes leg, men for at give legen flere muligheder for at opstå. For når børn kan aflæse, hvad et område inviterer til, bliver det lettere at tage initiativ, deltage og bidrage.
Når vi taler om legepladsen som pædagogisk rum, handler det i sidste ende ikke om gynger, klatretårne eller faldunderlag. Det handler om børn, deres muligheder for at deltage, deres adgang til fællesskaber og om deres lyst til at undersøge verden.
Lad os derfor vende tilbage til drengen ved hegnet.
Måske fandt han senere ind i en leg. Måske blev han inviteret med af et andet barn. Måske hjalp en opmærksom voksen ham ind i et fællesskab. Men spørgsmålet er, om han skulle være afhængig af tilfældigheder for at blive en del af legen.
Som det beskrives i ”Når øjnene lytter med”, er uderummet ikke et frikvarter fra pædagogikken. Det er et pædagogisk rum på lige fod med institutionens øvrige læringsmiljøer. Et rum, der gennem sin indretning, sine aktiviteter og de voksnes pædagogiske praksis kan understøtte børns deltagelse, nysgerrighed og fællesskaber.
En god legeplads handler derfor ikke kun om, hvad børn kan gøre. Den handler om, hvad børn bliver inviteret til at være en del af. Derfor er det måske værd at stille et afsluttende spørgsmål næste gang børnene går ud på legepladsen: Hvis et barn møder legepladsen for første gang i dag, hvilke invitationer til leg, fællesskab og læring vil barnet så møde?
Svaret på dét spørgsmål siger ofte mere om kvaliteten af uderummet end antallet af legeredskaber nogensinde kan.
