Hvad gør egentlig en plejebolig til et hjem?

Et hjem er sjældent hjemligt, fordi det følger en bestemt indretningsstil. Det bliver hjemligt gennem det liv, der er levet der: genstande, vaner, farver, minder, relationer og små valg, som har betydning for den enkelte.

Den forskel er væsentlig på plejehjem. En plejebolig skal både fungere som beboerens private hjem og som arbejdsplads for medarbejdere med krav til pleje, arbejdsmiljø og drift.

Nyere dansk viden om hjemlighed i ældreplejen peger på, at hjemlighed hænger tæt sammen med blandt andet identitet, selvbestemmelse, aktiviteter og stemninger. Det betyder også, at samme løsning ikke nødvendigvis opleves hjemlig af alle.

En bestemt lænestol, et fotografi, en farve eller en genstand kan være ubetydelig for én beboer og tæt forbundet med livshistorie for en anden. Derfor bliver kendskabet til mennesket bag boligen centralt, når de fysiske rammer skal udvikles.

Det gælder også uden for selve lejligheden. Fællesarealer, gange og overgange kan enten understøtte oplevelsen af at bo blandt individuelle hjem eller få stedet til at fremstå mere ensartet og institutionelt.

På plejehjem, hvor mange beboere lever med demens, har de fysiske omgivelser samtidig en orienterende funktion. Farver, kontraster, tydelige pejlemærker, genkendelige områder og visuelle forskelle kan være med til at understøtte wayfinding.

Det gør hjemlighed og orientering til beslægtede hensyn. En lang gang med ens døre kan både fremstå institutionel og give få visuelle holdepunkter. Forskelle mellem boligerne kan derimod give hvert hjem et tydeligere kendetegn.

Hoveddøren er et interessant sted at arbejde med denne sammenhæng. Den markerer overgangen fra det fælles plejemiljø til den enkeltes private bolig.

Individuelt udformede boligdøre kan være et konkret greb i arbejdet med overgangen mellem fællesareal og privat hjem. Når dørene ikke fremstår ens, kan det være med til at bryde et institutionelt udtryk og give den enkelte bolig en tydeligere identitet. Udformningen kan samtidig tage afsæt i noget genkendeligt fra beboerens tidligere liv – eksempelvis en tidligere hoveddør farve, et motiv eller et udtryk, der knytter sig til hjem, minder eller personlige præferencer.

De fysiske rammer kan give mere plads til hjemlighed, identitet, genkendelighed og det levede liv – allerede før hoveddøren åbnes.